Modern Housewife

Modern Housewife

Passionsfrugtmousse på hvid chokolademousse

Søde lækkerierPosted by Julie / modernhousewife Fri, April 03, 2015 09:07:35

Det er påske, solen skinner endelig (København har i hvert fald været ramt af vintervejr de sidste par dage) og det er ferie. Dejligt, med dejligt på! Jeg skal i hvert fald nyde påsken med min bedre halvdel og ren familiehygge på både min og hans side. Som både står på selvholdt påskemiddag, påskefrokost ude, en smuttur til Malmø og sommerhus-hygge. Og jeg kan lige holde det ;-) Nå men, som I kunne se på instagram, lagde jeg en lille teaser ud på noget påske-like jeg skulle kreere til gæster i onsdags - og det blev til denne yderst lækre og fine moussedessert med hint af påske ved brug af friske passionsfrugter. Mums siger jeg bare! Det blev i hvert fald en success herhjemme -og så er det tilmed en super nem opskrift alle kan kaste sig ud - enjoy og nyd påsken :-)

PASSIONSMOUSSE OG HVID CHOKOLADEMOUSSE

Begge mousse
(6 portionsglas)

2 blade husblas

5 hele passionsfrugter

1 hel vaniljestang

5 dl l fløde

60g sukker

5 dl skyr

150g hvid chokolade (100g smeltet, 50g hakket)

- Sæt husblas i koldt vand i 10 minutter
- Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, kom 40g sukker ved og pres sukker og vaniljekorn ned mod skærebrættet, så vaniljekornene deler sig
- Halvér passionsfrugterne og skrab al saft og kød ned i en lille gryde
- Kog det op og si kernerne fra (husk at presse med en ske, så al saften presses ud af kødet og kernerne)
- Kom passionssaften tilbage i gryden og tilføj sukker/vaniljekorn
- Kog det langsomt op indtil sukkeret er smeltet, tag gryden af, kram husblas fri fra vand og smelt det ligeledes i passionsfrugtsaften
- Hæld saften over i en skål og kom på køl
- Pisk fløden til skum med de sidste 20g sukker
- Vend al skyren forsigtigt i, så moussen holder sin luftighed
- Hak de 50g af den hvide chokolade og smelt de resterende 100g hvid chokolade
- Del nu fløde/skyr moussen i to lige dele i hver sin skål
- I den ene skål tilføjes den smeltede hvide chokolade og den vendes forsigtigt til en jævn mousse, den hakket hvide chokolades tilføjes yderligere
- I den anden skål tilføres passionssaften, som er kølet lidt af, og den vendes ligeledes forsigtigt i
- I et portionsglas fyldes det halvt op med den hvide chokolademousse og derefter et lag passionsmousse, så det tilsammen fylder 3/4 af glasset - se evt. fordelingen på billederne (NB! det er vigtigt at hvert lag bliver placeret jævn, og med en glat overflade så alle portionsglas blive ens og specielt det øverste lag, da det skal pyntes)
- Glassene kommer derefter på køl og den resterende passionsmousse gemmes også på køl - gerne natten over ellers er 3-4 timer også nok
- Før servering, eller når moussene har sat sig, kan de pyntes
- Jeg pyntede med resterne af passionsmoussen, glimmer, sukker kugler og lakridskugler fra Johan Bülow (hhv. passion og lakirds) da det passede godt til moussens farve og smag - men kan også pyntes efter ønske





  • Comments(2)//www.modernhousewife.dk/#post248